Nordjysk model giver døende en tryg afslutning i eget hjem

Et nyt studie fra Aalborg Universitetshospital viser, at Region Nordjyllands særlige palliationskoncept, kaldet ABPC, kan give døende patienter en mere tryg og værdig afslutning på livet – ofte i eget hjem.
Konceptet består af praktiske redskaber som vejledninger, medicinpakker, plastre og tjeklister. Det gør det muligt for læger, sygeplejersker og kommunalt plejepersonale at samarbejde tæt om at sikre, at patienten får den rette lindring i den sidste tid.
Ordningen blev oprindeligt udviklet til akutafdelinger, men er siden blevet afprøvet på 16 forskellige hospitalsafdelinger i Nordjylland. Undersøgelsen viste, at patienter, som modtog behandling efter ABPC-modellen, i langt de fleste tilfælde døde uden unødvendig lidelse, og at både pårørende og sundhedspersonale vurderede indsatsen som en klar forbedring.
Ifølge forskerne bag projektet er en af styrkerne, at konceptet kan indføres hurtigt og uden store økonomiske omkostninger. Samtidig sparer det personalet tid, fordi procedurerne er tydelige og enkle at følge.
Derfor peges der nu på, at modellen kan indgå som en fast del af sundhedsvæsenet – ikke kun i Nordjylland, men også nationalt og internationalt.
Fakta om ABPC-konceptet
- Udviklet i Region Nordjylland til akutafdelinger.
- Indeholder vejledninger, tjeklister, medicin og plastre.
- Testet på 16 afdelinger på Aalborg Universitetshospital og Regionshospital Nordjylland.
- Studiet omfattede 100 døende patienter.
- 95 % af patienterne døde ifølge de pårørende en værdig død.
- Både pårørende og personale vurderede indsatsen som en succes.
- Indgår i Region Nordjyllands budgetaftale for 2025.
- Støttet af Novo Nordisk Fonden (BETA.HEALTH) og Region Nordjyllands Innovationspulje.






Accepter kun nødvendige cookies